Kvickly leverede kæmpe 2015-overskud
Over 100 mio. kr. på halvandet år, er det beløb, som det er lykkes supermarkedskæden Kvickly at hæve sin bundlinje med.
- Vi er kun i starten af rejsen til igen at blive en betydelig spiller, lyder det fra kædens direktør, Søren Steffensen, til FødevareWatch, som har fået adgang til en række af selskabets nøgletal.
Fra 2013 til 2014 steg omsætning med 1,1 pct., og fra 2014 til 2015 steg den med 2,5 pct., mens bruttoavancen er hævet med mere end 2 procentpoint fra 2013 til 2015.
Og Søren Steffensen understreger over for FødevareWatch, at ambitionen er, at væksten i omsætningen skal fortsætte med at stige i 2016 og frem:
- Kvickly kommer ikke til at levere underskud mere. Det kan jeg love dig. Vi har også en plan om, at vi skal fordoble vores overskud i de kommende år.
Det har ikke været muligt at få de eksakte tal, da Coop ikke offentliggør driftsresultater for de enkelte kæder, men Kvickly-direktøren siger, at der er tale om en hidtil uset detailsucces:
- Det er en af dansk detailhandels største turn-arounds nogensinde. Det er en kæde, der har tabt milliarder over årene, og lige pludselig begynder vi at tjene penge uden, at vi har lukket en masse butikker eller lavet massefyringer. Vi har gjort det ved at fokusere på nogle få kerneområder og sat vores medarbejdere rigtigt i spil. Det er jo en drømmehistorie.